Du er her: 

Søndagens lydfil på skrift

Nogen er mest til lyd, andre mere til tekst - så her kommer søndagens tekst og refleksion på skrift af sognepræst Lene Juhl Kofod:

Jeg har et billede for mit indre blik. Jeg sidder på terrassen hos min … halvgamle mor. Det er lige efter pinse, først i juni, for vi sidder med bare arme og bare tæer, skønt dagen gå på hæld.

Vi ser ud over fjorden. Vi taler om den mærkelige tid, der gik forud. Det tager lang tid at få sin sjæl med, siger min mor eftertænksomt.

Vi drikker vin, selv om det er hverdag. Alt er stadig i en slags undtagelsestilstand.

Selv om jeg nu har krydset Kattegat og endelig er der. Sådan rigtig er der,

… så man kan række ud og røre ved hinanden. Efter en periode med ca. 100 telefonsamtaler og dobbelt mange sms´er. Med bekymring og ængstelse og et stort behov for at minde hinanden om at bevare roen.

Vi vidste vel, at verden nok skulle blive sig selv igen, fortsætter hun. Det var man da nødt til at tro på.

Men det var godt nok mærkeligt.

Vi kom til at forstå, hvor meget et håndtryk betyder.

Hvilken lykke det er, at bevæge sig frit. Hvilket paradis på jord at se familie og venner, gå i biografen og på cafe. Rejse ud i verden, uden at se på de andre som nogen, man skulle passe på, uden at se frygten og afstanden i de andres blik.

Vi lærte også, at sammen kan vi mere end hver især. Fælleskabet og den enkeltes ansvar blev afgørende på en helt ny – afgørende! - måde. At tænke ud over os selv, tænke på den mest udsatte. Det var ingen dårlig øvelse. Vi lærte at skelne mellem hvad, der virkelig er vigtigt og hvad, vi kan undvære.

Vor Herre Jesus Kristus siger selv; jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte. Og Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort. Den, der håber og trodser denne verdens fristelser og kvaler…

Mørket lurer altid, også i krisetid, lurer og truer med at tage håbet og modet fra os. Vi skal fastholde lyset og håbet. Tro på, det ender godt.

Vi lærte at tage det, som det er. Tage verden som den er, og ikke som vi vil have den til at være. Det var en hård læring. Vi blev mindet om, hvor afmægtige vi mennesker kan være. Selv om vi synes, vi har det meste under kontrol. Det tog vi nok heller ikke skade af.

Håbet og lyset skal have det sidste ord. Til sidst, - men også her og nu undervejs gennem faste mod påske.

Gud i vold.

Del dette: