Messehageler
Historien bag Frederikskirkens messehageler
Ifølge nogle optegnelser, som tidligere kordegn, afdøde Poul Jacobsen har gjort, lyder historien således:
”Oprindelig havde vi en gammel, rød fløjs-messehagel, som ikke blev brugt ret tit. Det var vist pastor Højsgaard, der fremsatte ønsket om at få flere i de rigtige farver. Man rettede henvendelse til vævefirmaet Kirsten og John Becker, der boede i København. Og de vævede en hvid, en grøn og en violet, og de kostede vistnok ca. 2000,- kr.”
– Men så var pengene også brugt! Man fik ikke den røde messehagel før mange år senere, nemlig i midten af firserne. Det skete takket være en gavmild beboer i sognet, den 95 årige Emil Thomsen, som skænkede kirken en messehagel. Denne blev vævet af Esther Bové Reintoft, Solbjerg.
De liturgiske farver og kirkeåret
”Se min kjole, den er rød som rosen, grøn som græsset, hvid som sneen..” lyder det i en kendt børnesang. Det samme kunne siges om præstens kjole, eller rettere om messehagelen, som præsten ifører sig i forbindelse med altergangen - hvis kirken da er så heldig at have messehageler… men det er vi heldigvis i Frederikskirken!
Om præsten har den røde, hvide, grønne eller violette på, skyldes dog hverken vilkårlighed eller pyntesyge! Det går efter et bestemt system, idet de fire liturgiske farver hører til bestemte dage i kirkeåret.
Kirkeåret begynder med 1. søndag i advent, og som perler på en snor følger nu alle årets søn- og helligdage. De er ordnet efter de tre store højtider: jul, påske og pinse, og har direkte eller indirekte også navn efter disse.
Dage som 2. juledag, 4. søndag efter påske osv. giver sig selv mht. placering i kirkeåret, men der findes også mere subtile navne, hvis betydning for en umiddelbar betragtning er sværere at gennemskue. F.eks. Søndag septuagesima. Men også dette navn relaterer til kirkeåret, for septuagesima betyder den 70., hvilket refererer til, at søndagen falder 70 dage før påske.
Nogle af kirkeårets søn- og helligdage falder på bestemte datoer i kalenderåret. Således juledag, nytårsdag samt allehelgensdag (første søndag i november). De øvrige dage ordner sig efter disse, samt efter påskedag. Denne dag falder dog ikke på en bestemte dato, men er første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Dvs. påsken rykker indenfor en måneds interval, hvorfor også de følgende helligdage, st. bededag, kristi himmelfart og pinse, rykker med.
Ligesom der til hver af kirkeårets søn- og helligdage hører bestemte tekster, som præsten skal læse op og prædike over, knytter også de før omtalte liturgiske farver sig til bestemte dage. Ikke vilkårligt, men efter et system, der har med dagens tema at gøre, for farvernes symbolske betydning bestemmer, hvilken dag, de hører til.
Hvid (som symboliserer fest, glæde, renhed og lys) hører til juledag og påskedag.
Rød (ild, blod, kærlighed) hører til pinse (”tunger som af ild viste sig for dem”, Apostlenes Gerninger 2,3) og 2. juledag/Sct. Stefansdag (Sct. Stefan var den første kristne martyr).
Grøn (håb, vækst) hører til i helligtrekongers- og trinitatis tiden, hvor teksterne omhandler Jesu opvækst, samt det at vokse i troen.
Violet (anger, bod) hører til i vente- og forberedelsestiden op til jul og påske: advents- og fastetiden.
Der er dog en enkelt dag i kirkeåret, som er ”farveløs”: langfredag. Denne triste dag tager præsten ikke den kulørte messehagel på, men nøjes med sin sorte præstekjole. For at illustrere dagens dystre indhold, er der i øvrigt heller ikke hverken lys eller blomster på alteret.
Traditionen med liturgiske farver går helt tilbage til den ældste kirke. Oprindeligt brugte man kun farven hvid, som var knyttet til dåb og påske, men flere liturgiske farver stødte hurtigt til. Omkring år 1200 måtte Pave Innocens III lave bestemte regler vedr. anvendelsen af de liturgiske farver, og det blev vedtaget, at de liturgiske farver fremover kun skulle være rød, hvid, grøn og violet.
I forbindelse med reformationen, forsvandt de liturgiske farver i en del af de kirkesamfund, der brød med romerkirken. Og selvom man i Danmark i princippet bibeholdt messeklæderne, har disse og de liturgiske farver alligevel været stærkt nedtonet i mange år. I mange kirker var der slet ikke messehageler – eller højest kun én: en rød.
Men fra midten af 1950´erne, blev der i takt med ønsket om gudstjenestefornyelse dog større opmærksomhed om kirkeårets liturgiske farver. Der skulle også være noget for øjet! Siden da har kreativiteten blomstret, og således har mange kirker i dag ikke kun en, men fire messehageler!
De liturgiske farver kan i øvrigt også bruges på andre af de kirkelige tekstiler: på antependier (altervedhæng), alterduge og nedhæng fra prædikestolen.
Sognepræst Lisbeth Lindegaard